Hvad er en børneattest?
En børneattest er en straffeattest, som indeholder oplysninger om domme, bøder mv. for overtrædelse af straffelovens regler om seksuelle krænkelser af børn under 15 år og børnepornografi, herunder:
- Incest, samleje eller anden kønslig omgang med et barn under 15 år
- Blufærdighedskrænkelse af et barn under 15 år
- Udbredelse eller besiddelse af børnepornografi
Børneattesten er gratis, og den vil sædvanligvis blive sendt inden for ti hverdage, regnet fra borgerens digitale samtykke eller Rigspolitiets modtagelse af skriftligt samtykke.
Det er foreningens ansvar, at indhente børneattester.
Hvordan indhenter foreningen børneattester?
Foreningen indhenter digitale børneattester ved at logge ind på politi.dk eller på virk.dk med CVR-nummer og NemID (erhverv). Her indtastes navn og CPR-nummer på den træner/leder, som børneattesten vedrører.
- Efter indtastningen afsender foreningen via systemet anmodning til trænerens/lederens e-boks om samtykke til at indhente børneattesten. Samtykket sker konkret ved, at træneren/lederen via NemID og CPR-nummer giver lov til indhentelse af oplysninger i kriminalregisteret.
- Når sagsbehandlingen er færdig, sendes en erklæring til foreningens digitale postkasse. Sagsbehandlingen er således papirfri, men den kræver til gengæld, at træneren/lederen har en e-boks, er bruger af NemID og har accepteret at modtage post fra det offentlige i sin digitale postkasse, før børneattester kan indhentes.
- Træneren/lederen har 14 dage til at besvare henvendelsen, og gives der ikke samtykke inden for tidsrummet, vil foreningen modtage en meddelelse herom. Den pågældende træner/leder kan herefter ikke varetage opgaver med direkte kontakt til børn og unge under 15 år eller opgaver, hvor pågældende færdes fast blandt børn og unge under 15 år.